Du må ikke forsvinde. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Dagene. Ugerne. Vennerne. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg bladrer i en tilfældig bog. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.