Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Der i kroppen. Vi i det glitrende. På et stort stykke hvidt. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Jeg havde glemt den. Da jeg lyttede blev jeg bange. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.