I hver dag gled rester af betydning med mig videre. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Grå. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Er det?

Jeg er på den anden side af havet.

Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet.