Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Bøgerne tegnede deres egen retning.
 
Ensomheden i linjernes fald. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.