Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Og vi vågnede. Altid er det dette langsomme blik. Jeg ville dig.

Og ord. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Senere i vores linje. Ikke søge ly i den flod. Dine sætninger. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Du trak de yderste bjerge. Sætningerne er et hav. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.