Nordlyset tøver i vores stemmer. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Tågen i skovene i udsigten. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!