Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Her er natten allerede langt bag mig. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. De bløde bakker udenfor byen.

Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Blæste det virkeligt? Ilden. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.