I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Du, solen. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Sådan svarede du.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Farvede ordene milde. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Min ene pen er rød og den anden sort.