Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Vi sad alene i natten. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.