Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken.

Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Og vi vågnede. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Kullet. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.