Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.