Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Diamanterne.
Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Fugle flakser i diodenattens klirren. …brb… I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.