De yderste kyster, en grøn sten. Sådan svarede du. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Vores land. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.