Jeg har skrevet et kort til dig. De yderste kyster, en grøn sten. I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Når du ringer, hører jeg det ikke.

Stenene og træernes sange. Kullet. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Farvede et sår i dit første ord.