Bøgerne var de eneste. I dine bøgers tomhed går sole op og sole ned: whatever: shine on you crazy diamond! Du kan være i dette landskab. En regning. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Afsavn. Kan jeg skrive? Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Fugle flakser i diodenattens klirren. Og vi. Land. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.