Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Vores. Om andre byer, andre verdener. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Solstorm. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Jeg skriver dagen igang, stille. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Dagene. Ugerne. Vennerne. Har vi de samme øjne?

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.