Jeg skrev intet ned i den periode. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Sandstorm. Og dén himmel; det var en sindssyg nat. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Du, dine øjne. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Sidst, i morges. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.