Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.