Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Det der blæser. Dagene alene på landet. Odense, Esbjerg, Roskilde. Sammen lå vi og kortlagde:

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Bagefter sad jeg i timer og læste. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Ok, svarede du. Stationsbygningen, samtalerne derinde. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.