Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Vi stod derinde. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Du trak de yderste bjerge. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.