Vi er det sarte, de stille. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Hvad vil disse knuste sætninger? Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg har skrevet et kort til dig. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.