Når du rør mig er vi hinanden. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Udsigten var håbfuld.

Har vi øjne? På en mur. Jeg, den skrøbelige sandhed. Var der virkelig ild et sted? At lytte gav ikke længere mening. Glasdråbehænder. Du siger noget om solen. Regnvejrsmeteor. Ordene, syrlige rifter af blod. Bag øjnene sidder en lampe og ser. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.