Hvad skulle glemmes? Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ilden. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. På et stort stykke hvidt papir. Bøgerne varslede en kommende tid. Derinde bag ordene. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Hver dag gled med mig videre. Jeg skriver natten i gang, stille.