Jeg var nøgen i de dage. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. For hvert lag af betydning i klipperne. Ensomheden i linjernes fald. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.

Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Det? Over murbrokkerne. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).