Har vi forskellige øjne? Jeg skrev intet ned i den periode. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Tågen i skovene i udsigten. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Du trak de yderste. Det var ikke markerne jeg kom fra. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Ikke søge ly. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Her er dagen allerede langt foran mig. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Hvilken nat fulgte efter natten? Vi er et party. Nordlysets sitren i din stemme.

Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Jeg har skrevet et kort til dig.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Ordene, små toppe af skum. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Nordlysets sitren i din stemme.

Som at læse glemte aviser. På en rude.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Kalken. Kalken. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske.

Som at skrive i koder. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Dine diamanter lyser i min mund. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Og en anden dag:

Det er aldrig det hurtige blik. Som at læse glemte aviser.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Sætningerne er et hav. På en rude. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.