Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Dine sætninger. Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Giver det mening? Ring til mig uden grund. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi har hverken gardiner eller travlt. Intimiteten i skriften. Vi har hverken gardiner eller travlt. Intimiteten i skriften. Vi har de samme øjne.

Var det skovene du kom fra?Var det skovene du kom fra? Var det skovene du kom fra? Var det skovene du kom fra? Var det skovene du kom fra?

Grå. Over murbrokkerne.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Og en anden dag: Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Jeg skriver dagen igang, stille. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Alting ligger bag alting. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Du må ikke forsvinde. Som nu i morges: Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Du må ikke forsvinde. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Sådan er det. Ord. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. På en rude.

Jeg var i din krop, og du? Afsavn. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Solstorm. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Intimiteten i skriften. Et sted er der en. På den del af nattens stilhed.

Vidste du det? Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.