Hav d 3.04.18 16:52:29 til 16:53:11

Sådan svarede du. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. At tale var blevet uoverskueligt.
 
Muren omkring ordene. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng.

Hav d 3.04.18 16:00:24 til 16:01:20

Stjernekontinent. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Sætningerne er et hav. Bagefter sad jeg i timer og læste. Sandet.
 
Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Hav d 3.04.18 15:38:00 til 15:38:49

Farvede ordene milde.
 
Ordene, syrlige rifter af blod. Skovene. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Farvede lidt sort i din ørken.
 
Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.

Hav d 3.04.18 15:29:45 til 15:30:27

Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere.
 
Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Du skrev ikke længere. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.