Regnvejrsmeteor. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Bagefter sad jeg i timer og læste. Din kjole går op i øst og ned i vest. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.
 
Der var noget som åbnede sig. Farvede ordene milde. Skrid, svarede du. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Træerne. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno.
 
I den første nat så jeg kun det matte mørke. Afsindighed. Udsalgsvarer. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg læste dine linjer.

Det dybeste af alt er huden? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.
 
Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.