Gennem hullet i min hjerne. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende.

Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Det er vinden gennem sivene. Er du på den anden side af havet?
 
Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Var du nattens fortvivlede stilhed? Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Var du nattens fortvivlede stilhed? Jeg havde endnu ikke mødt dig.
 
Hvad skulle glemmes? Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Du, du. Du, du. Intet ligger bag intet.
 
I natten, en fjern stemme, søvn. Du siger noget om solen. Jeg har skrevet et kort til dig. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Som i morges. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Det var før du kunne forsvinde. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.
 
Rifterne. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille).
 
Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.