I et efterår ville jeg være flov. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Sætningerne er et hav. Vi, de mindste detaljer. At tegne øjne i sætninger.

Intimiteten, skriften. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Hvilke krystaller lyste i dine ord?

Og en anden dag: Det var ikke skovene jeg kom fra.

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Du foldede dig ind i mine ord.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Dansende, legende, lyttende. Jeg ryster en tilfældig bog.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Vores land. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sådan? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.