Vi har hverken gardiner eller travlt. Grå. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Og en anden dag:

Dette langsomme blik imod stenene. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. På en rude. Sådan svarede du.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Afsavn. Udsagn. Altid er det dette langsomme blik.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg har skrevet et kort til dig. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Det gør ikke noget. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Og en anden dag: Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Intimiteten i skriften.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Stod imod, men skrev: intet. Det var ikke markerne jeg kom fra. Sådan noget. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Grå. Der var noget som åbnede sig. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Var jeg stille? Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Jeg var nøgen i de dage. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.