Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Var jeg stille?

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Vores land. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Dagen på vores øjne.

Ordene, små toppe af skum. Jeg skrev i en stråle af sol. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene.

Det dybeste af alt er huden?

Sandet. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Som nu. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Intimiteten i skriften Et brev. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sådan svarede du. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Ikke glemme floderne i ørerne. På et stort stykke hvidt papir.

Jeg tror, du havde glemt den der. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Der var noget som åbnede sig. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Intimiteten i skriften. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Det var ikke markerne jeg kom fra.

Alene? Vores land. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Ikke glemme.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Stjernekontinent. Luften og jordens sange. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Ikke floderne i ørerne. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Sådan er det. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.