Hav d 24.10.17 19:57:41 til 19:58:16

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Der hang figner henover udsigten. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Var det markerne du kom fra? En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Hav d 24.10.17 19:52:04 til 19:56:55

Et brev. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Sådan er det. Kan jeg skrive sådan? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Hav d 24.10.17 17:42:28 til 17:43:28

Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Verden og dens lytten til sig selv.

Var der virkelig ild et sted? Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden?Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden?

Hav d 24.10.17 17:38:58 til 17:40:02

I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Sådan noget. Bag træerne. At lytte gav ikke længere mening. Sådan svarede du. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.