Landskab d 23.10.17 20:07:20 til 20:08:02

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. I læberne og i huden. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Var der virkelig ild et sted?Var der virkelig ild et sted? Var der virkelig ild et sted? Var der virkelig ild et sted? Var der virkelig ild et sted?

Hav d 23.10.17 19:34:12 til 19:35:22

Oplæsning for intetheden. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Der var noget som åbnede sig. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Hav d 23.10.17 16:28:22 til 16:29:34

Blæste det virkeligt? Jeg læste glitrende blade. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg i dit hjerte. Muren omkring ordene. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet.