Landskab d 21.10.17 15:39:28 til 15:43:13

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Alting ligger bag alting. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Landskab d 21.10.17 15:30:46 til 15:31:23

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Landskab d 21.10.17 15:20:30 til 15:21:16

Træerne. Jeg sad alene i solen. Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg sad alene i solen. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Oppe på bakken. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Landskab d 21.10.17 14:50:58 til 14:52:00

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Hvad skal vi stille op med den blide himmel?

Solens sind. Du siger noget om solen.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).