Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Det dybeste af alt er huden? Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Et brev.

Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme. Har vi de samme øjne? Den sindssyge himmel. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Nordlysets sitren i din stemme. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Solens sind. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Her er dagen allerede langt foran mig. Kalken. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Der var intet som skulle glemmes.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? For hvert lag af betydning i stenene. Det gør ikke noget. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Dine diamanter lyser i min mund.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Det var før du kunne forsvinde. Dagene. Ugerne. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Intimiteten i skriften

Ilden. Ilden. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Stjernekontinent. Sad jeg alene? Det var ikke skovene jeg kom fra. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I læberne og i huden. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Dagene. Ugerne. Altid er det dette langsomme blik. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Det er bare. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Den sindssyge himmel.