Jeg sejlede omkring på alt. Og vi vågnede. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Jeg tænker smukke øjne. Du siger noget. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Du kom fra? Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Er du havet?

Var det bare regnen? Så var der en, der lyttede til skovene. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Der var noget som gled med videre.

Glashænder. I bussen skrev jeg en sms til dig. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Under den grå, grå himmel. Kalken. Månens sind. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg sejler: alting sejler! Sort. Stolen jeg sad på knirkede i natten. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

Det dybeste af alt er huden? Muren omkring ordene. Du foldede dig ind i mine ord. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Hvor længe havde du drevet i vinden? Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Hvilke krystaller lyste i dine ord? Intimiteten i skriften At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Solstorm. Stjernekontinent. Det er bare.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Ordene, syrlige rifter af blod. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Asfalt. Ubeslutsomhed. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg læste dine linjer Noter. Beskrivelser. Oplæsning for intetheden. Du ville sige noget, du tav. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Stjernekontinent. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Jeg skriver dagen igang, stille.

At tale var blevet uoverskueligt. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Om andre byer, andre verdener. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Sætningerne er et hav. Dagene. Ugerne. Vennerne.Dagene. Ugerne. Vennerne. Dagene. Ugerne. Vennerne. Dagene. Ugerne. Vennerne. Dagene. Ugerne. Vennerne.