Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Er du på den anden side af havet? Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Hvad skulle glemmes? Jeg har skrevet et kort til dig. Det jeg kom fra.. Det var før du kunne forsvinde.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Dagene. Ugerne. Vennerne. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Hvad? Dagen på vores øjne. Kullet. Du siger mit navn. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Trak du de yderste bjerge? Et sted derinde er der et lille funklende grønt.

Mod de yderste bjerge. Dine sætninger. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Der var noget som.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg hader at vågne og se dig vågne. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Har vi de samme øjne? Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. På et stort stykke hvidt. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Det handler om. Her er dagen allerede langt foran mig.

Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow! Din kjole går op i øst og ned i vest.

De matte hemmeligheder inde i træet. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! Det er bare.Det er bare. Det er bare. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet.

Under den blå, blå himmel. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear.