Verden og dens lytten til sig selv. Der løber ord ud af min hud. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Sandet. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Og ord, og ord, og. Afsavn. Vi har øjne.Vi har øjne. Vi har øjne. Vi har øjne. Vi har øjne.

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

For hvert lag af betydning i stenene. Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. Forsvinder ikke. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Mail i november.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Blæste det virkeligt?

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Ordene, små toppe af skum.

Det handler om overfladen. Du kan være i dette landskab. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Min ene pen er rød og den anden sort.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Vi, med det stille. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet.

Ordene flår i det inderste. Sandstorm. Intet, jeg modtog intet. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.

Jeg er lost i en borderlinenat. Skyen skjulte noget for fuglene. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Når min krop. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Har vi de samme øjne? Vores. Din krop? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Det var ikke markerne.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Søge ly i den flod. Det generte i skriften.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Da jeg vågnede, var jeg sikker:Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker: På en. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.