Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.

Var det bare regnen? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Ikke den flod. Ordene flår i det inderste.

Øjne af regn fra det travle. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Sætningerne er et hav.

Et hav. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg hviskede ind i din drøm.Jeg hviskede ind i din drøm. Jeg hviskede ind i din drøm. Jeg hviskede ind i din drøm. Det er vinden gennem sivene.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Det er wack! Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud.

Dagene. Ugerne. Vennerne. En flamme slog op af min hals. Muren omkring ordene. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Og ord, og ord, og. Uforståelige sætninger. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Markerne, du? Du trak mig med til de yderste bjerge. Bag træerne.

På en mur. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Der er en som dresser up til dans. Udsigten var håbfuld. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. Skoven forvandler sig til lysning og vand. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo!

Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Du flasher dine moves i den lysende nat. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.