Jeg var i din krop, og du? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Hvad tæller du til?

Det dybeste af alt er huden?

Dagene. Ugerne. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. I bussen skrev jeg en sms til dig. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Mørket kaldte vi mørket. Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog.

Brev i april. Et brev. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. …brb… Har vi de samme øjne?

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Var det skovene du kom fra? Vi har de samme øjne.

Lyset afventer afgang. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Lysene lyste. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det her er ingen leg. Som at læse glemte aviser. Under den blå, blå himmel. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.