Hav d 21.03.17 18:44:04 til 18:47:04

Oplæsning for intetheden.Oplæsning for intetheden. Ok, svarede du. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Ikke var muligt at komme derind.Ikke var muligt at komme derind. Ikke var muligt at komme derind. Ikke var muligt at komme derind.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Samtale d 21.03.17 17:19:18 til 17:20:29

Men noget blev i de tomme haller.Men noget blev i de tomme haller. Men noget blev i de tomme haller.

Jeg var i din krop, og du? Bøgerne hvilede omkring kaffen. Oplæsning for intetheden. Skyggerne skyggede. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Hav d 21.03.17 14:49:09 til 14:50:17

Intimiteten i skriften Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Afsavn. Udsagn. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Landskab d 21.03.17 14:24:28 til 14:25:01

Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Hav d 21.03.17 12:12:23 til 12:14:20

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Sandet. Sandet. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Solstorm. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Landskab d 21.03.17 11:27:31 til 11:28:40

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Skyen skjulte noget for fuglene. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.