Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg har skrevet et kort til dig. Hvad tæller du til? Hvad skulle glemmes?

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Jeg forsvinder ikke. At forvandle dette rum til et andet. At forvandle dette rum. På en rude. Jeg, tøvende.

Vi har de samme øjne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Et brev. Der i kroppen. Sådan svarede du. Der var intet som skulle glemmes. På et stort stykke hvidt papir. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

På et stort stykke hvidt papir. Kan jeg skrive sådan?

Dine diamanter lyser i min mund. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Når jeg ser dig. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Hvad tæller du til? For hvert lag af betydning i stenene.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg skriver dagen igang, stille. Rundt på tingene. Derinde bag skoven. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Jeg er lost i en borderlinenat. Sætninger. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Derinde bag skoven. Et brev.Et brev. Et brev. Et brev. Et brev. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Har vi de samme øjne?

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg var nøgen i de dage. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Et brev. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Afsavn. Udsagn. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.