Jeg skriver dagen igang, stille.

Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Der hang figner henover udsigten. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Jeg skriver dagen igang, stille. Du siger noget om solen. Den sindssyge himmel. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Intimiteten i skriften Muren omkring ordene. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg sad alene i solen.

Jeg skriver dagen igang, stille. Ved en sten: Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Farvede lidt sort i din ørken. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Hvem var det, der skrev: Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Hvad tæller du?

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Du siger mit navn. Trak jeg de yderste bjerge? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Kan jeg være i dette landskab?

Jeg sejlede mellem dine læber. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Nu er der en uro i kroppen. Var det skovene?

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Ikke glemme floderne i ørerne.

Den bekymrede er ude af sig selv. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Har vi øjne? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. I huden. Vidste du? Forsvinder ikke. Som i morges. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Et stort papir.