Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg skrev i en stråle af sol. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Er du på den anden side af havet?

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Gennem hullet i hegnet. Udsigten var håbløs. Blå.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Under den blå, blå himmel.

Under den blå, blå himmel. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Bag træerne. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Sms i den lysende sommer. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Træerne. Et genert rum, et intimt rum.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Nordlysets sitren i din stemme. Træerne.

Dette langsomme blik imod stenene. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt.

Grå.

Der hang figner henover udsigten. Over murbrokkerne. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Her er dagen allerede langt foran mig. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Om andre lande, andre folk. Det gør ikke noget. Ordene, små toppe af skum. Oplæsning for intetheden.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Luften og jordens sange. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. På en rude. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Skyen skjulte noget for fuglene. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Du ville sige noget, du tav. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne