Hver dag fyrer vi op under planeterne. Farvede ordene milde. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Altid er det dette langsomme blik. Og vi vågnede. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken.

På en rude. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Kalken. Mørket kaldte vi bare for mørket. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

De vigtigste. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Sådan er det. Hvad skulle glemmes? Jeg var nøgen i de dage. Der var noget som åbnede sig. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Et genert, et intimt rum. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Der var en morgen, et stykke af himlen. Og vi vågnede. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Vi har de samme øjne.

Sætningerne er et hav.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Kan jeg være i dette landskab? Hvad? Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Oplæsning for intetheden.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Lysene lyste. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Solens sind. Nordlysets sitren i din stemme. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Ordene, små toppe af skum.Ordene, små toppe af skum. Badeferien. Årene. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Blå. Den afklarede himmel. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Brændte det friske løv virkeligt? Af alt det lysende, reflekterende, matte. Et genert rum, et intimt rum. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.

Et brev. Jeg er på den anden side af havet. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Brev i april.

Jeg skrev mig vild i de dage. Du kan være i dette landskab. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.