Det handler om. Vi, de mindste detaljer. I. I hver med mig videre. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den. I læberne i huden. Sammen lå vi og kortlagde:

Grå. Du siger noget. Søge ly i den flod.

Vi har de samme øjne. Ikke søge ly i den flod.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Der var noget som åbnede sig.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Under den blå, blå himmel. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Sådan noget. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Den sindssyge himmel. Solens sind. Vores land. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Jeg skriver dagen igang, stille. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg skrev mig vild i de dage. Som nu i morges: Farverne.

I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Du siger noget om solen.Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.