Sådan? Bare mørket. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Et genert rum, et intimt rum. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Dette hurtige blik imod vandet. Dagene. Ugerne. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Badeferien. Årene.Badeferien. Årene. Badeferien. Årene. Badeferien. Årene. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Stille? Vi har gardiner. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Var det skovene? Var det skovene du kom fra? Der er en som har vendt sin trøje omvendt.Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Jeg prøver dette tilfælde. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Sådan svarede du. Rifterne. Hvad skal vi med den voldsomme?

Dine diamanter lyser i min mund. Jeg har skrevet et kort til dig.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. At forvandle dette rum til et andet. Vi er en samtale bag øjnene. Hvad tæller du til?

Ikke glemme floderne i ørerne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Nordlyset tøver i vores stemmer. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Et rum, et rum. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Var der virkelig ild et sted? Ordene, små toppe af skum.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Jeg forsvinder ikke. Jeg drak det tørre. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Har vi de samme øjne? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Et brev.

Du må ikke forsvinde. Du siger noget om solen.

Et hav. Jeg var i din krop, og du? At en verden. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Havde du fundet en grøn sten?

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.