Der var et script der skyggede for solen. Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!). Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Jeg sejler: alting sejler! Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Du havde tabt en linje i min drøm. Brændte det friske løv virkeligt? Var sætningerne et skred af betydning?

Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Træerne. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd.

Udsigten var håbfuld. Den sindssyge himmel.

Lyset afventer afgang. I bussen var der en, der gik ud af sig selv. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Jeg synes dit langsomme morgenface er nice. Var jeg stille? Vi er et party. Det dybeste af alt er huden?

Under den blå, blå himmel. Du, solen. En. Der er en som dresser up til dans.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Diamanterne.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Nordlysets sitren i din stemme.

Da jeg lyttede blev jeg bange. Du kan være i dette landskab. Da jeg lyttede blev jeg bange. Et hav. Muren omkring ordene. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Omkring de tøvende stjerner, tingene.

Vi, med det stille. Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg har plads i min hud.

Hvad? Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.

Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sådan svarede du. Luften og jordens sange. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Lå vi.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sådan noget.

Jeg skriver dagen igang, stille. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Dette hurtige blik imod vandet. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.