Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Om andre byer, andre verdener. Du må ikke forsvinde. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Det handler om overfladen. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg har skrevet et kort til dig. Har vi de samme øjne? Jeg bladrer i en tilfældig bog. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Noter. Beskrivelser. Sådan svarede du. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Det var før du kunne forsvinde. Ring til mig uden grund. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Oplæsning for intetheden. Uforståelige sætninger at klæde sig i Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg var i din krop, og du?Jeg var i din krop, og du? Jeg var i din krop, og du? Jeg var i din krop, og du? Jeg var i din krop, og du? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Farvede ordene milde. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Det handler om overfladen. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Bagefter sad jeg i timer og læste.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Kullet. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Ikke var muligt at komme derind. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Skoven forvandler sig til lysning og vand.